Snak om sex

22-10-2018
Tidlig forebyggelse Ungsdomskriminalitet Vold og Voldtægt

'Vi har alle et ansvar for at forebygge seksuelle overgreb, og det ansvar vil jeg opfordre alle de voksne til at løfte ved at tale med de unge om sex, flirt, samtykke og grænser'. Sådan skriver Henrik Dam i et debatindlæg i Information.

Af Henrik Dam, formand for Det Kriminalpræventive Råd

Aldrig har der været større fokus på seksuelle krænkelser og overgreb. I avisernes spalter har man nu i gennem længere tid kunne læse debatter om blandt andet puttefester, me-too og samtykkebaseret lovgivning. Det glæder mig, at der er stort fokus på at gøre noget ved problemerne. Fakta er nemlig, at alt for mange oplever seksuelle overgreb. Hvert år bliver 5.100 kvinder udsat for tvungen sex eller forsøg herpå. Det er alt for mange. Hvad værre er, sker hele 40 procent af overgrebene, når offeret er i teenageårene - en tid, hvor de gør sig deres første seksuelle erfaringer. Ud over de store psykiske konsekvenser, det har at blive udsat for et seksuelt overgreb, ved vi, at dem der har været udsat, har en større risiko for at blive udsat igen.

Lovgivning ikke nok

I øjeblikket bliver det diskuteret, hvorvidt vi i Danmark skal have en samtykkebaseret lovgivning på voldtægtsområdet. Det er en vigtig, men også svær diskussion. I DKR anerkender vi, at det er værd at overveje, om en modernisering af straffebestemmelsen for voldtægt vil kunne bidrage til, at færre bliver udsat for overgreb. Men lovgivningens vej handler principielt om alt det, der sker, efter forbrydelsen er begået. Vi har fokus på at forebygge, at overgrebene overhovedet finder sted. Det centrale for os er at udbrede, at man skal være enige om at have sex. Vi må konstatere, at den kultur ikke er entydigt tilstede i dag.

De teenagere, som begår seksuelle overgreb, er ofte ikke bevidste om, at de har overtrådt grænser. Det er vigtigt, at vi voksne forstår, at det her ikke handler om utilpassede unge eller sexforbrydere – men om ganske almindelige unge mennesker, som er usikre i en verden, hvor sex i høj grad er tabuiseret.

Svært at snakke om sex

Vi ved fra en netop offentliggjort undersøgelse, at der blandt de unge hersker nogle holdninger og normer, der forhindrer de unge i at have den rigtige adfærd, når det kommer til samtykke og sex. Blandt andet har de ikke et sprog for, hvordan man får et samtykke, og de har svært ved at sætte ord på, hvordan de aflæser hinandens signaler.

Derudover eksisterer der stadig nogle helt stereotype normer blandt unge, om at drengene skal tage initiativ og score så mange piger som muligt, mens pigerne skal være afventende, spille kostbare og være den part, der giver samtykke. Holdningerne og normerne spænder desværre ben for de unges adfærd, når det kommer til at have samtykkebaseret sex. Derfor skal vi have de unge til at reflektere over deres egne og andres grænser og gøre det naturligt for de unge at tale om sex, samtykke og grænser med hinanden.

Bryd tabuet

Jeg vil gerne opfordre alle voksne omkring de unge til at være med til at bryde tabuet om sex ved at tale med de unge om sex, samtykke og grænser. Her tænker jeg selvfølgelig først og fremmest på forældrene, som bør tale med deres teenagere. I værste fald er det dit barn, hvis grænser bliver overskredet, eller som kommer til at overskride en andens seksuelle grænser.

Jeg anerkender fuldt ud, at det kan være svært at snakke med sin søn eller datter om sex. Emnet er tit præget af berøringsangst og belagt med tabu.

Når vi skal tale med de unge, må vi erkende, at ungdomskulturen ikke er den samme som for bare ti år siden. De unge fester, dater, flirter, er kærester og sociale på en anden måde, end hvad vi oplevede i vores ungdomsår. Vær derfor åben i din tilgang til emnet. Anerkend den kultur, som de unge befinder sig i – og støt din søn eller datter i at være opmærksom på sine og andres grænser. Vær med til at gøre op med berøringsangsten og tabuet i samfundet.

Jeg håber dog også at lærere, klubmedarbejdere, fodboldtrænere og alle andre, der har kontakt til de unge vil tage det her vigtige emne op. Så kan vi forhåbentlig i fællesskab forebygge seksuelle overgreb blandt unge.

Undervisningsmateriale på vej

Vi er i øjeblikket i samarbejde med Sex og Samfund ved at udvikle et undervisningsmateriale, der skal støtte lærerne i at få integreret emner som sex, flirt, normer og grænser i undervisningen i 9. og 10. klasserne samt på ungdomsuddannelserne.

Men alle omkring de unge, kan allerede i dag tage en snak med de unge. Tal med dem om, hvordan det kan være svært at aflæse andres grænser, og at man selv skal forsøge at være tydelig i sit eget kropssprog.

I DKR har vi netop lanceret en kampagne, som vi har valgt at kalde Tune Ind. For når vi ’tuner ind’ på hinanden, er det en løbende proces, hvor et ja kan blive til et nej. Derfor er det vigtigt at tune ind på hinanden – både før, under og efter sex. Jeg vil gerne opfordre alle voksne til, at se med og bruge det som anledning til at tage hul på emnet.

Indlægget er bragt i Information den 22.10.2018.