DKR’s medlemmer: Børn skal ikke straffes

26-10-2017

Ungdomskriminaliteten er faldet markant – også blandt de mest kriminelle unge, viser en ny rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor. Medlemmer fra Det Kriminalpræventive Råd håber på, at Regeringens kommende udspil omkring ungdomskriminalitet ikke indeholder straf.

Regeringens reform mod ungdomskriminalitet er på trapperne. Den lægger op til, at man vil oprette et ungenævn med en dommer i spidsen, som skal behandle sager mod børn ned til 12 år.

- Børn ned til 12 år skal ikke straffes. Det bliver de ikke mindre kriminelle af. DKR anbefaler, at de unge skal stå til ansvar for deres handlinger gennem genoprettende retfærdighed. Hvis man har malet graffiti, skal man vaske det af igen. Hvis man har stjålet fra et supermarked, skal man hjælpe til i butikken. Det vigtige er, at det ikke er straf, men at den unge oplever, at vedkommendes handlinger har konsekvenser, siger Henrik Dam.

DKR anbefaler, at det nye nævn tager udgangspunkt i elementer fra såkaldte stormøder, som har vist særdeles gode resultater i udlandet og bruges i blandt andet Norge. 

- Med stormøder øger man retsfølelsen samtidig med at man forhindrer, at børn og unge bliver hårdkogte kriminelle. Derfor håber jeg meget på, at Regeringen vil inkorporere denne model i indsatsen mod ungdoms-kriminalitet, siger Henrik Dam. 

Læs mere om stormøder her 

Unge skal stilles til ansvar

I SSP-samrådet ser formand Jørgen Pedersen også positivt på, at de unge bliver stillet til ansvar for deres kriminalitet uden straf. 

- Vi ser meget gerne, at vi fortsætter og udbygger den gode tværfaglige indsats i forhold til børn og unges risikoadfærd herunder kriminalitet. Og at vi erstatter straffe for unge under 18 år med genoprettende retfærdighed og praksis, hvorved vi både tilgodeser ofret, gerningsmanden og samfundets ønske om, at den unge igen bliver en aktiv og god medborger. Vi har en unik mulighed for at lave en bedre og mere målrettet indsats overfor de meget få unge, som træder ved siden af, siger Jørgen Pedersen, formand for SSP-Samrådet og SSP-konsulent i Silkeborg Kommune. 

Mere forebyggelse, bedre resocialisering og tættere koordinering

I Børnerådet ser formand Per Larsen også et behov for en mere målrettet forebyggende og helhedsorienteret indsats. 

- Problemerne med ungdomskriminalitet er sammensatte og komplekse og berører en bred målgruppe. Vi kan kun anbefale, at Folketinget vedtager en indsats mod ungdomskriminalitet, som har fokus på mere forebyggelse, bedre resocialisering og tættere koordinerede sociale indsatser. Nævnene bør for det første have en koordinerende funktion, som ofte mangler i dag. Dernæst er det centralt, at alle i nævnet har børnefaglige kompetencer, og så skal nævnene have fokus på sociale indsatser og tilføres tilstrækkelige ressourcer, så børnene sikres hurtig sagsbehandling, siger Per Larsen.