Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Tre nominerede projekter

27-02-2017

Tre projekter er nomineret til Den Kriminalpræventive Pris 2017. Prisen bliver overrakt af Justitsministeren på Den Kriminalpræventive Dag den 6. april. Udover æren medfølger 50.000 kroner.

undefined
I 2016 fik Projekt Politikadet overrakt prisen for det bedste kriminalpræventive projekt. Københavns Vestegns Politi modtog prisen af daværende justitsminister Søren Pind.

De nominerede til titlen som det bedste lokale kriminalpræventive projekt 2017 er nu fundet. Blandt de indsendte bidrag skilte tre kriminalpræventive projekter sig ud.

Politiets Ungdoms Klub

Foto, svømning, sport, gokart, motocross er blot nogle af de aktiviteter Politiets Ungdoms Klub tilbyder til unge i Københavnsområdet. Formålet med klubben er at forebygge kriminalitet blandt unge i alderen 12-17 år. Det gøres ved at arrangere positive aktiviteter, hvor der er fokus på voksenkontakt, relationsopbygning, samvær med andre unge og bearbejdning af holdninger.

Politiets Ungdoms Klub har siden 1952 arbejdet med unge i risiko for kriminalitet, og aktiviteterne er blevet flere og har spredt sig geografisk i København igennem årene. I øjeblikket har klubben kontakt til omkring 100 unge, som findes i tæt samarbejde med ansatte fra Den Kriminalpræventive Sektion i Københavns Politi.

Der er 27 instruktører tilknyttet klubben, og de er alle politiuddannede. De unge er i gennemsnit medlem af klubben i 2 år. Der er opsyn med, hvem der møder op til aktiviteterne, og forældrene kontaktes, hvis den unge ikke møder op.

Politiets Ungdoms Klub arbejder tværfagligt og med frivillig deltagelse. Klubben er desuden vedholdende i deres kontakt til både de unge og til forældre, når det er nødvendigt.

Dit liv på Nettet

Det kan være svært for unge at navigere i de sociale spilleregler på internettet og mobilen. Det skaber ofte konflikter og misforståelser.

Dit Liv på Nettet er undervisningsmateriale, som styrker skoleelevers etiske filter og får dem til at reflektere over deres handlinger på nettet. Samtidig bliver unges forældre gjort opmærksomme på de unges digitale liv, og de får rum, hvor de kan dele erfaringer og bekymringer.

Materialet består af film, cases, fakta og historier fra det virkelige liv, hvor eleverne skal tage stilling til etiske dilemmaer, som er tematiseret efter de forskellige alderstrin. Materialet har været brugt til 8000 elever i 2., 4., 6. og 8. klasse og deres forældre på skoler i Aalborg Kommune.

Dit liv på Nettet er udviklet af Skoleforvaltningen i Aalborg Kommune i samarbejde med Center for Digital Pædagogik til brug for SSP-samarbejdet i Aalborg Kommune. Materialet har i løbet af et år bredt sig og bliver nu brugt i samtlige øvrige kommuner i Nordjyllands Politikreds.

Projektets materiale er lettilgængeligt og henvender sig til elever og forældre. Materialet handler om en problemstilling, der er oppe i tiden. Det er desuden centralt, at indsatsen gentages på flere klassetrin, og at materialet er let at overføre til andre kommuner.

Stop e-hæleri

Kampagnen Stop e-hæleri er et godt eksempel på et konstruktivt samarbejde mellem politi og kommune. Samtidig bliver der brugt sociale medier og anden kommunikation for at nå målgruppen, herunder en målrettet indsats for at nå den mest centrale målgruppe.

Syd- og Sønderjyllands Politi og Esbjerg Kommune hjælper blandt andet borgerne med, hvordan de tjekker, at en brugt cykel ikke er stjålet. Kampagnen indeholder først og fremmest en hjemmeside, hvor indbrudsofre fortæller om deres oplevelser med indbrud, og en tyv beretter, hvor let det er at afsætte stjålne varer fra indbrud.

Målet med kampagnen er at forebygge hæleri ved at påvirke borgerne til at sige nej til at købe stjålne varer. Det gøres blandt andet via sociale medier.

Budskaberne er desuden blevet udbredt via en app fra politiet, på politikredsens profil på Twitter, på kommunens Facebook-konto, gennem konkurrencer, og så er der lavet annoncer på Facebook rettet mod mænd mellem 30-50 år.