Mærkning

Mærkede ting er svære at sælge. Hvis de alligevel bliver stjålet, er det nemmere for politiet at opklare sagen og give dig dine ting tilbage.

Du kan mærke dine værdigenstande på forskellige måder. Du kan fx bruge følgende værktøjer til at skrive eller sætte et personligt mærke på dine ting:

  • en uv-pen med usynligt blæk
  • en synlig mærkningspen
  • en gravørpen

Hvad passer bedst?

Skriv en personlig kode på din tablet, mobiltelefon, tv og andre værdigenstande med den metode der passer dig bedst. Måske har du nogle værdifulde ting, som du gerne vil mærke uden at ridse dem. Til det kan du bruge en uv-pen eller en mærkningspen.

Skriv en liste over dine mærkede genstande.

DNA-mærkning

Et nyere alternativ er mærkning med kunstig DNA, som kan bruges til selv meget små ting. Du smører en usynlig væske på, som indeholder nogle mikroskopiske elementer med en unik talkode. I DNA-producentens kunderegister henviser koden til dig. Når politiet lyser på den stjålne ting med ultraviolet lys, bliver den usynlige væske kraftigt lilla eller citrongul - afhængig af, hvilket fabrikat du bruger. De små elementer (Microdots) med koden, kan aflæses med særligt udstyr.

DNA-mærkning har intet med dine eller andres gener at gøre.

Fotografer dine ting

Uanset om dine værdigenstande er mærkede eller ej, er det godt at have fotografier, der viser serienummer eller andre særlige kendetegn. Hvis de bliver stjålet, vil de være nemmere at efterlyse og føre tilbage til dig, hvis de dukker op igen. Med fotografierne i hånden kan du bevise ejerskab til effekterne.

Værdibokse

Hvis du har mange kontanter, smykker eller andre mindre værdigenstande, kan det være en god ide at anskaffe en værdiboks, der skal boltes fast, så tyven ikke kan tage den med sig.

Værdibokse findes i mange kvaliteter. Vi anbefaler at investere i en der er indbrudstestet efter godkendte standarder. Find information hos Forsikring & Pension.

Senest opdateret 14-11-2022
Hans Peter de Place
Hans Peter de Place
Specialkonsulent

Materialer