Erhvervsnabohjælp

Erhvervsnabohjælp er en måde at forebygge indbrud i både jeres egen og naboernes virksomheder.

Erhvervsnabohjælp er i store træk det samme som Nabohjælp i parcelhusområder. Her har man stor succes med at forhindre indbrud og anden kriminalitet ved at holde øje med hinandens boliger til hverdag og i ferier. På samme måde kan virksomheder aftale at holde øje med erhvervsområdet, da det kan afskrække tyve fra at begå kriminalitet.

Sådan opretter I erhvervsnabohjælp

Et erhvervsnabohjælpsområde kan fx bestå af 10-15 tætliggende virksomheder, som orienterer hinanden om usædvanlige hændelser eller iagttagelser i området. 

  • Start med at mødes og opret en liste med kontaktoplysninger til hinandens virksomheder
  • Lav aftaler om, hvad I gør, hvis I oplever mistænkelig adfærd i området
  • Hold aftalerne ved lige, fx på halvårlige møder, hvor I gør status og motiverer hinanden
  • Inddrag alle medarbejdere i jeres virksomheder, så de er opmærksomme på usædvanlige hændelser og iagttagelser – også hos naboen
  • Orienter medarbejderne om, hvordan de videregiver oplysninger om mistænkelig adfærd
  • Understreg vigtigheden af jeres samarbejdet, og fortæl, hvorfor erhvervsnabohjælp har en gavnlig effekt. 

Jeres fokus på nabohjælp kan få tyve til at føle sig usikre, da risikoen for at blive opdaget forøges. Tyvene fornemmer hurtigt, hvis alle hjælper alle i jeres erhvervsområde. 

Skilte med erhvervsnabohjælp

undefined

Vi anbefaler at I sætter skilte op i jeres erhvervsområde. Skiltning med erhvervsnabohjælp skaber tryghed og er i sig selv med til at fortælle tyve, at der er en større risiko for at blive opdaget. 

Skiltene måler 35 x 50 cm og koster 366 kr. inkl. moms og forsendelse.

Et sæt af monteringsbeslag koster 125 kr. inkl. skruer (et sæt pr. skilt). 

Teknik og Miljøforvaltningen i jeres kommune skal godkende placering af skilte på offentlige veje, stier, privat/fællesveje og privatveje indenfor byzonen. Kontakt kommunen inden I bestiller, og undgå så vidt muligt at opsætte skilte på eksisterende skilte og lygtepæle.

Skriv til Hans Peter de Place på hpp@dkr.dk, hvis I vil bestille skilte.

Sikring og sund fornuft

Sikring er et fælles ansvar, som både medarbejdere og ledelse i virksomheden bør fokusere på. Erhvervsnabohjælp er ét element i en bred vifte af indsatser, som kan sikre virksomheder mod tyveri, svind og anden kriminalitet. 

I kan opnå meget i sikringsarbejdet ved at være opmærksomme og handle fornuftigt. Få vejledning til flere indsatser i denne sikringsmanual, der er udarbejdet af Erhvervenes Hus Aabenraa, ITD og Syd- og Sønderjyllands Politi.

En tryghedsvandring i jeres erhvervsområde kan vise jer, hvor I kan forbedre sikkerheden og skabe mere tryghed. Læs mere i DKR’s folder om tryghedsvandring i erhvervsområder.  

Viden og værktøjer om sikring i virksomheder kan findes hos Forsikring & Pension